Den ældste beskrivelse af skoven er fra markbogen til 1688-matriklen, hvor den indgik i en større skovbræmme, Rimmesbæk Skov, langs Gudenåen. Den beskrives som "nogle forvredne ege".

Videnskabernes Selskab beskriver i deres kort fra 1789 skoven som kratskov og ikke som en højskov.

Før landboreformerne i 1800 havde bønderne deres kreaturer gående på fællesgræs. Langå Egeskov var da en lysåben skov med få store egetræer, megen kreaturgræsning og spredt opvækst af buske som hassel, tjørn og abild.

Efter skovfredningen i 1805 og landboreformen i 1815 blev en del af området udlagt til landbrugsjord, mens den nuværende Egeskov fik lov at henligge som fredskov. Fordi græsningstrykket mindskedes, voksede egetræerne sig større. Men Langåbønderne fik, imod fredskovstanken, lov til fortsat at have nogle dyr i skoven - og det har resulteret i, at vi i dag 200 år efter har et usædvanligt, sjældent og klassisk eksempel på en græsningsskov, som billede på, hvorledes store dele af de danske skove så ud før de store reformer ændrede brugerforholdene på landet.

I 18- og 1900-årene blev næsten al fremspiret opvækst under egene afbidt af kreaturerne.

Danmarks Naturfond har fået en dispensation af Skov- og Naturstyrelsen til fortsat at få lov til at have dyr i skoven, selvom det nu er ulovligt at have husdyr i skov.