Carl Hansen ejede gård og skov og var mere end normalt interesseret i skoven, der hørte til gården.

Ved tyskernes besættelse af Danmark i 1940 blev mange skovejere tvunget til at fælde mere i skovene end de plejede. Der var mangel på koks, kul og brænde, så den lokale skovrider mødte også op - på vegne af staten - og bankede på døren hos Carl Hansen, så de i fællesskab kunne finde ud af, hvilke træer der skulle fældes i Bondegårdsskoven.

Carl ville slet ikke åbne døren. ”Nej, der skal ikke hugges i min skov!” råbte han ud til skovrideren, der svarede: ”Hansen – de kan frede skoven i stedet!”. Hansen blødte op og råbte: ”Skovrider – De har sagt det - skoven skal fredes, kom indenfor!”

Det blev også resultatet. Samme år blev skoven fredet, og fredningen bestemmer at træerne skal blive stående og bevare samme karakter, som den har haft hidtil.

En urørt skov

At denne skov blev fredet skyldes, at den helt fra middelalderen og frem til 1800-tallets begyndelse hørte under Longelse Bondegård. Køer, heste og svin gik i skoven, og bonden hentede træ til brug i husholdningen som bygningstømmer, brænde og redskaber. Da skovene i Danmark i 1805 blev fredet forsvandt dyrene, og de blev siden holdt ude af stengærder omkring skoven, som du stadig kan se i bondegårdsskoven.

I 1897 blev gården, som skoven hører under, overtaget af en ejer der passede godt på den, og derfor blev den mere og mere særegen og værdifuld som årene gik. I 1972 blev den købt af Danmarks Naturfond under Naturfredningsforeningen, og af uvist grund blev fredningen annulleret som led i salget. Derfor blev den genfredet i 1988, og siden har skovfolk og videnskabsmænd fulgt udviklingen i den urørte skov.

Se fredningskendelsen af skoven