Tiltag i 2016

Danmarks Naturfond og Bornholms Regionskommune samarbejder om naturplejen i Døndalen. Plejen drives med hovedvægt på naturbevarelse, mens gæstens mulighed for at opleve alsidig bornholmsk natur også medtænkes. Det betyder blandt andet, at dalbunden holdes så åben som muligt, så gæsten kan få et indtryk af terrænets former. Derudover plejes størstedelen af skoven med svag udtynding for at skabe vitale bevoksninger.

Området oven for vandfaldet henligger som urørt skov. Her findes en tæt bevoksning af ranglede træer. Væltede og døde træer får her lov at blive liggende, så skoven kan udvikle sig på naturens egne vilkår.