Carl Hansen ejede Longelse Bondegård og skoven, og han var mere end normalt interesseret i skoven, der dengang hørte til gården.

Anden verdenskrig

Ved tyskernes besættelse af Danmark i 1940 blev mange skovejere tvunget til at fælde mere i skovene end de plejede. Der var mangel på koks, kul og brænde, så den lokale skovrider mødte op på vegne af staten og bankede på døren hos Carl Hansen, så de i fællesskab kunne finde ud af hvilke træer, der skulle fældes i Bondegårdsskoven.

Carl Hansen ville slet ikke åbne døren. ”Nej, der skal ikke hugges i min skov!” råbte han ud til skovrideren, der svarede: ”Hansen, De kan frede skoven i stedet!”. Hansen blødte op og råbte: ”Skovrider! De har sagt det! Skoven skal fredes, kom indenfor!” – Samme år blev skoven fredet.

Fredningen bestemmer, at skoven skal blive stående og bevare samme karakter, som den har haft hidtil.

En urørt skov

At denne skov blev fredet skyldes, at den helt fra middelalderen og frem til 1800-tallets begyndelse hørte under Longelse Bondegård. Køer, heste og svin gik i skoven, og bonden hentede træ til brug i husholdningen som bygningstømmer, brænde og redskaber.

Da skovene i Danmark i 1805 blev fredet forsvandt landbrugsdyrene, og de blev siden holdt ude af stengærder, der blev bygget omkring skovene. Et stengærde som disse, kan du stadig se i bondegårdsskoven.

I 1897 blev Longelse bondegård overtaget af en ejer, der passede så godt på den, at den mere og mere særegen og værdifuld, som årene gik.

I 1972 blev den købt af Danmarks Naturfond, og af uvisse grunde blev fredningen annulleret som et led i salget. Derfor blev den genfredet i 1988.

Siden har skovfolk og videnskabsmænd fulgt udviklingen i den urørte skov.