Adresse:

Ådalvej, 7300 Jelling

Natur:

Hede med hedekærer og hedesøer, og omringet af skov. Området er en lille naturperle, da der findes flere sjældne og truede plante- og dyrearter; bl.a. Bølleblåfuglen, Løgfrø og Månevandnymfe.

Areal:

6,2 ha

Partnere:

  • Vejle kommune
  • Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling

Mere om Bjerlev Hede:

Det kan du opleve

Bjerlev Hede er et sjældent stykke tilbageværende hedelandskab i Danmark - et åbent, sandet og solbeskinnet miljø, hvor lyng, enebær og lave fyrretræer præger udsigten.

Fonden plejer heden, så det åbne landskab bevares, og de særlige hedearter fortsat kan trives. Blandt arterne, du kan møde, er bølleblåfugl, løgfrø og månevandnymfe.

Konkrete oplevelser: Tag herud i august for at opleve lyngen i fuld blomst, find et sted i læ for vinden og nyd synet af sommerfugle og guldsmede, eller lyt efter lærkens sang.

Velegnet til: Naturfotografer, insektinteresserede og alle, der elsker ro.

Plante- og dyrelivet

I juni måned er hedekærene mod syd fyldt med hvide "totter" fra tue-kærulden, og i sensommeren kan du se, lyngens violette farve dominerer over heden. I de fugtige områder længst mod syd ligger der 1 ha lavvandet hedesø, der giver gode gromuligheder for tranebær. I de rentvandede søer har der udviklet sig en interessant undervandsvegetation med sjældne plantearter som strandbo, flydende kogleaks og pilledrager.

Derudover skaber hedesøerne og deres omgivelser også gode leveforhold for løgfrøen, der er forsvundet fra over 98% af sine levesteder i Danmark; månenymfen, der er kendt fra ganske få midtjyske lokaliteter. Om sommeren kan et tranepar ses på Bjerlev Hede. I 2021 ynglede parret i et nærliggende område.